Et nøje tilrettelagt forløb, en god kemi og en vild udvikling sikrer F&H of Scandinavia prisen som bedste praktikophold 2020 på Erhvervsakademi Dania sammen med logistikøkonomen Dennis Mortensen
Hvert år er 700 studerende fra Erhvervsakademi Dania i praktik i virksomheder i hele verden som en del af deres videregående uddannelse. I en særlig konkurrence bliver det allerbedste praktikophold fundet, og det blev i år matchen mellem logistikøkonom-studerende Dennis Mortensen og F&H of Scandinavia. De løb sammen med 1.præmien og titlen som Årets Dania-praktik 2020.
”Hvor er det vildt. Det er jeg godt nok glad for. Jeg har haft fingrene dybt nede i materien og har fået lov til at arbejde med tingene på min måde og har fået anerkendelse for det. Derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at de skulle indstilles til prisen,” siger en overrasket Dennis Mortensen efter nyheden blev afsløret for ham og hans praktikansvarlige, F&Hs logistikdirektør Ruddi Vestergaard Nielsen. Han var ligesom Dennis Mortensen meget overrasket og glad for prisen.
”En praktikant som Dennis, der tør sige noget og bidrager aktivt, giver et andet syn på tingene og tilfører et frisk pust af viden. Den tid, vi investerer i praktikanter, får vi mange gange igen, og derfor betyder prisen rigtig meget,” forklarer Ruddi Vestergaard Nielsen fra F&H, som blandt andet leverer til Imerco og Kop & Kande-butikkerne.
Udvikler en hel ny lagerstyring
Det er 34-årige Dennis Mortensen fra Viborg, som har indstillet F&H. Hans praktik startede tilbage i januar, hvor han først kom på lageret og oplevede, hvordan de 10.000 varenumre og 41.000 pallepladser på 33.000 m2 fungerer i praksis. Langsomt er han rykket ind på kontoret sammen med Ruddi Vestergaard Nielsen. Udfordringen var klar for logistikøkonomen.
”I fremtiden skal vi ikke kun have varer til virksomheder i store partier, men også levere direkte til private kunder. Det giver en øget kompleksitet og flere små forsendelser, hvilket stiller store og andre krav til vores logistik. Det hjælper Dennis os med at udvikle,” fortæller logistikdirektør Ruddi Vestergaard Nielsen, der for mange år siden selv læste logistik på det, der i dag er Erhvervsakademi Dania i Hobro, hvor Dennis studerer.
”Jeg har den holdning, at man skal give det videre til andre, man selv ved, og det gør vi ved at have praktikanter. De stiller spørgsmål til det, vi gør, og vi har brug for dem for at udvikle os. Ellers luller vi os selv i søvn og bliver overhalet i konkurrencen om udvikling,” siger Ruddi Vestergaard Nielsen.
Større faglig selvtillid
Før Dennis Mortensen startede på det 2-årige studie til logistikøkonom, arbejdede han som logistikassistent ved Helikopterwing Karup. Det var et trygt miljø for viborgenseren, og derfor var han spændt på at tage springet først til videregående uddannelse og så til det private erhvervsliv.
”Praktikken har vist mig, at jeg godt kan begå mig i det private. Det har givet mig et selvtilldsboost og et fagligt boost på samme tid, fordi min viden fra studiet har vist sig at kunne bruges til noget,” smiler han glad.
Fra Dennis Mortensens indstilling lagde dommerne i konkurrencen vægt på, at F&H har inddraget ham fra dag 1 i både den daglige drift og strategiske udvikling af virksomheden, han har omsat teori til praksis samt udviklet sig meget både fagligt og personligt.
Corona lig med e-handel
I april stoppede Dennis Mortensens praktik formelt. Men i praksis blev viborgenseren ved med at møde ind på kontoret for at arbejde videre med sin afsluttende hovedopgave, der handler om den nye indretning og udformning af virksomhedens logistik. Det gør, at han kan få løbende sparring og lave en opgave, som både giver mening for F&H og hans læring. Det bliver dog ikke Dennis Mortensens sidste skriftlige opgave i 2020.
”Midt i min praktik brød corona-pandemien ud, og vi måtte sende hele lageret hjem. Siden steg onlinesalget af varer til private kunder markant, og det krævede noget helt andet af vores styring, så jeg blev ekstra nysgerrig på e-handel,” forklarer Dennis Mortensen, der har søgt ind på professionsbacheloren i e-handel i Skive.
”Jeg havde aldrig drømt om, da jeg startede den her rejse, at jeg skulle læse videre. At jeg duede til noget skolefagligt. Det har været en berigende rejse, og jeg er glad for, at jeg tog springet,” smiler han stort.
Årets Dania-praktik er en del af en landsdækkende konkurrence om at finde Danmarks bedste praktikplads, men grundet corona-situationen er den store finale udsat til næste år.
Fakta om Årets Dania-praktik
- En konkurrence er for de studerende på Erhvervsakademi Dania.
- Det er de studerende, som selv indstiller deres praktikophold.
- 700 studerende er årligt i praktik i en selvvalgt virksomhed.
- I år lykkedes det Dennis Mortensen at vinde prisen sammen med grossistvirksomheden F&H of Scandinavia, hvor han var i praktik hos Ruddi Vestergaard Nielsen.
- De kan nu deltage i den landsdækkende finale for alle erhvervsakademier, der på grund af coronasituationen er udsat til maj 2021.
FAKTA OM ERHVERVSAKADEMI DANIA
- Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser på 8 campusser i Jylland
- Det er i Grenaa, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive, Viborg og Hedensted.
- I alt udbyder Dania 25 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
- Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
- Derudover er 2700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse
- Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 180 fuldtidsansatte medarbejdere.