Ved et møde mellem parterne, er der opnået enighed om at afslutte den syv år lange strid mellem keramikeren Kasper Würtz og Christian Bitz og F&H.
Sidste akt i retsopgøret var mandag den 30. januar i år, hvor Sø- og Handelsretten tilkendte Kasper Würtz i alt 6,4 millioner kroner i erstatning. Efterfølgende har parterne så mødtes for at finde en løsning for det fremadrettede forløb, så der ikke opstår ny uenighed eller tvivl om rettigheder.
I forbindelse med forliget udtaler Kasper Würtz: “Jeg har valgt at fokusere på at få lukket sagen en gang for alle, således at jeg kan fokusere på min familie, min virksomhed og på at komme videre. Det har altid vægtet mere for mig end økonomi.”
Samtidig udtaler Christian Bitz: “Jeg havde meget gerne været denne ulykkelige sag foruden. Kasper og jeg har set forskelligt på en række forhold, og medierne har haft deres egen dagsorden, der bestemt ikke har gjort det nemmere at løse sagen i mindelighed. Men nu er der fundet en fornuftig løsning, der omsider gør det muligt for hver af os at komme videre i livet”.
Knud Lomborg, F&H, udtaler: “Jeg glæder mig over, at vi igen kan fokusere 100 % på forretningen fremfor retssager. Bitz-konceptet er siden starten blevet taget godt imod i både ind- og udland, og det har selvsagt været ærgerligt, at en uenighed om fem produkter – der udgik for flere år siden – har taget fokus fra de hundredvis af andre produkter i Bitz-konceptet. Jeg er derfor meget tilfreds med, at parterne nu kan lægge uenighederne bag sig, både af hensyn til vores kunder, og ikke mindst af hensyn til Kasper og Christian.”
Ingen af de involverede parter ønsker at udtale sig om detaljerne i det endelige forlig.